Følg os på Facebook

 

Arbejdsgiverens ansvar efter arbejdsmiljøloven

Arbejdsgiveren er overordnet set ansvarlig for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.

Her kan du som ny arbejdsgiver bl.a. finde information om de tre generelle krav, du skal opfylde i forhold til arbejdsmiljøet i din virksomhed.


Arbejdsgiveren er overordnet set ansvarlig for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Det er altså ledelsens ansvar, at arbejdet bliver udført under sikre og sunde forhold. Det betyder imidlertid ikke, at de ansatte er fritaget for ansvar. De har nemlig et ansvar for at medvirke til, at arbejdsforholdene er sunde og sikre.


Denne ansvarsfordeling bygger grundlæggende på, at det er arbejdsgiveren, der har forpligtelsen over for det offentlige. Man kan sige, at lovgivers bagvedliggende tanke er, at når arbejdsgiveren har ansatte, har han også en forpligtelse til at passe på sine ansatte.

Derfor er det heller ikke muligt for arbejdsgiveren og de ansatte at aftale, at lovens bestemmelser fraviges på deres virksomhed.

Arbejdsgiverens pligt kan inddeles i følgende hovedforpligtelser:
 

1. Instruktionspligt 

Arbejdsgiveren har en pligt til at instruere de ansatte i, hvordan arbejdet udføres forsvarligt. Dvs. de ansatte skal for eksempel instrueres i korrekt løfteteknik, hvis de løfter byrder i løbet af en arbejdsdag, og de skal instrueres i, hvornår de skal bruge sikkerhedssko, hvis arbejdet kræver det.
 

2. Effektivt tilsyn med arbejdet
Når udstyret er udleveret og de ansatte er instrueret, har arbejdsgiveren endvidere en forpligtelse til at føre tilsyn med arbejdet. Eller med andre ord: Arbejdsgiveren skal løbende kontrollere, at arbejdet udføres forsvarligt og at udstyret bruges som anvist.
 

3. Stille lovligt og egnet udstyr til rådighed
Arbejdsgiveren har en forpligtelse til at stille relevant sikkerhedsudstyr til rådighed. Er der for eksempel risiko for fodskader, har arbejdsgiveren en forpligtelse til at stille sikkerhedssko til rådighed.
 

4. Brug ledelsesretten
Såfremt de ansatte handler i strid med instruktionen, således at arbejdet ikke udføres forsvarligt, kan arbejdsgiveren i sidste ende gøre brug af ledelsesretten, herunder for eksempel advarsler, afskedigelse eller bortvisning til følge.