Følg os på Facebook

§ 21-påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø

Arbejdsmiljølovens § 21 åbner mulighed for, at Arbejdstilsynet kan påbyde en virksomhed selv at undersøge et muligt arbejdsmiljøproblem på arbejdspladsen.

Lovparagraffen lyder:

 
”Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.”

Når resultatet af en § 21-undersøgelse foreligger, vurderer Arbejdstilsynet om der er baggrund for at udstede et påbud.
Arbejdstilsynet har derfor mulighed for at påbyde, at en arbejdsplads skal gennemføre en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, hvis den tilsynsførende under et tilpasset tilsyn ikke selv kan afgøre, om der er et problem i det psykiske arbejdsmiljø eller ej. Det afgørende for at udstede et § 21-påbud er, at den tilsynsførende har en alvorlig mistanke om, at der er et problem.
 
En arbejdsgiver skal altid anvende en autoriseret rådgiver, hvis Arbejdstilsynet afgiver et påbud om at gennemføre en § 21-undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads. Det er der flere årsager til. Dels kan arbejdsgiveren eller en leder i en virksomhed selv være en del af problemet; dels kan der være meget komplekse, årsagssammenhænge bag et psykisk arbejdsmiljøproblem.
 
 
Når den autoriserede arbejdsmiljørådgiver er færdig med at undersøge det psykiske arbejdsmiljø, udarbejder denne en undersøgelsesrapport – en redegørelse om undersøgelsen, der så sendes til arbejdsgiveren. Når arbejdsgiveren modtager undersøgelsesredegørelsen/rapporten, skal arbejdsgiveren sende den videre til Arbejdstilsynet.

 

Arbejdstilsynet tager så på grund af rapporten stilling til, om der i lovens forstand er et problem med det psykiske arbejdsmiljø. Hvis det er tilfældet afgiver Arbejdstilsynet så en ”Rapport om psykisk arbejdsmiljø”.






Relaterede sider: