Følg os på Facebook

DR vil bekæmpe dårligt arbejdsmiljø

Når du sidder og svømmer hen til de klassiske toner, så sidder en række af musikerne i DR Symfoniorkestret og ønsker sig et bedre arbejdsmiljø.

En ny afgørelse fra Arbejdstilsynet slår i hvert fald fast, at der er alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i orkestret.

Det skriver DR's interne medie DRinde.

For under det fine ydre med kjoler og butterfly gemmer sig enkelte instrumentgrupper, der igennem længere tid har været plaget af konflikter og chikane orkestermedlemmerne imellem.

Anonym telefonlinje virkede ikke
Det er desværre ikke noget nyt problem, og man har da også forsøgt med forskellige tiltag - dog uden at arbejdsmiljøet er blevet bedre, fortæller DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl:

- Der har været konsulenter inde i sagen tidligere, og man har prøvet med en telefonlinje, hvor man har kunnet ringe anonymt. Men nu er meldingen, at det ikke skal fortsætte længere, siger Morten Hesseldahl til DRinde

Derfor skal der nu sættes ind med en række tiltag.

- I sidste ende er det et ledelsesansvar at handle på at få løst problemerne. Derfor tager vi konkret fat både på det individuelle plan og på det fælles med blandt andet rådgivning og ledelsesmæssig støtte til, at vi kan lægge problemerne bag os, siger kulturdirektøren til DRinde.

Hvordan handlingsplanen bliver er endnu ikke klarlagt, men ifølge Morten Hesseldahl har man allerede sat gang i en større proces, der skal forbedre trivslen i orkestret.

Man skal behandle kolleger ordenligt
Stig Paulsen, der er fællestillidsmand for alle de faglige organisationer i DR - på nær journalisterne - anerkender, at problemerne tages alvorligt:

- Om de konkrete tiltag er de rigtige, må man vurdere lokalt, men fra min stol er det afgørende, at DR handler på en afgørelse fra Arbejdstilsynet, for det skal man. Vi ved, at der er stigende problemer med det psykiske arbejdsmiljø på mange arbejdspladser, og vi ved, at det skal tages meget alvorligt, siger han og fortsætter:

- Samtidig er der ingen undskyldning for ikke at behandle sine kolleger ordentligt, værdisættet for god opførsel gælder uanset om man er verdensberømt musiker eller bærer kabler