Følg os på Facebook

5 gode råd om at gå, eller ikke gå, på slankekur

Kilde Marina Aagaard, master i fitness og træning

Lad nu være med at gå på slankekur 

Du ved jo godt at det ikke virker, og at det hele (vægten) kommer tilbage igen – med renter!

Strategi: Tænk langsigtet og tag små skridt; Byt sødmælk ud med letmælk, byt sodavand ud med danskvand med citrus eller vand med smag, byt sukker ud med sødemiddel i kaffen, byt kiks ud med fuldkornsboller etc.


Sov mere og bedre

Forskningen viser at for kort, dårlig søvn resulterer i mere sulthormon og mindre mæthedshormon … uden en god nats søvn er der altså stor risiko for, at vægten stiger.

Strategi: Få en god nats søvn, 7-8 timer, i et helt mørkt, helt stille og let køligt værelse (16-18 grader). Er du natteravn, så begynd gradvist at ændre dine søvnvaner; ting tager tid.


Rør på dig

Det viser sig, at bagdelen tager form efter sædet, så det gælder om, at komme op af stolen og mere på benene, stå mere, gå mere, tag trapperne, o.s.v.

Strategi: Lav små ekstra bevægelser i hverdagen på daglig basis, det gør en stor forskel; gør det lettere at holde vægten og er rigtig godt for sundheden. Konkurrer med dig selv om at øge indsatsen.


Drop hård træning, hvis ikke du har lyst

Der er ingen grund til at stresse sig selv med udmarvende træning, hvis man ikke har lyst til det. Det giver bagslag for både humør og vægt.

Strategi: Få sjove krop-oplevelser i stedet, find en motionsform, du kan lide, som du hygger dig med og har det sjovt med. Det kan være alt fra et elektronisk aktivitetsspil (a la Wii), en rask gåtur inklusive hyggesnak med en god ven, familiefitness i skoven eller salsa dans. Der findes mange hundrede idrætter, prøv noget forskelligt af, både for oplevelsens og motionens skyld. Gør det gerne sammen med en ven eller et familiemedlem, så I kan bakke hinanden op.


Slap af og nyd livet 

Lad være med at vælge gamle vaner fra, vælg i stedet nye, bedre og mere interessante oplevelser, vaner, til. Prøv fx nye madvarer – varieret kost gør det nemmere at holde vægten – og tænk på at spise og drikke langsomt, nyd hver bid og slurk.

Strategi: Følg 80-20 reglen, hvor du er lidt sundere i hverdagen og giver dig selv lov til at skeje (lidt) ud i weekenden uden at skælde ud på dig selv. Du har én krop og ét liv, pas på dig og forkæl dig selv på den gode måde for både vægtens og velværets skyld.