Følg os på Facebook

Høreskade og hvad betyder det for dig


Støj har betydning for hørelse, åndedræt, blodtryk og stress. Støj betyder også nedsættelse af koncentrationsevnen, hvilket påvirker risikoen for en arbejdsulykke. Støjen gør det vanskeligt at høre advarselssignaler, maskinfejl mv. Støj er generende lyd og over et vist niveau; gennem længere tid kan det gå ud over hørelsen.



En kort forklaring: I det ydre øre forstærkes lyden inden den rammer trommehinden. I mellemøret er et luftfyldt hulrum, hvor de tre øreknogler sidder, nemlig hammeren, ambolten og stigbøjlen, der overfører svingningerne fra trommehinden til det indre øre. I mellemøret findes der også to små muskler. Den ene bruges til at spænde trommehinden, og den anden bruges til at sikre, at der ikke kommer for store svingninger i stigbøjlen. På den måde kan øret i korte perioder selv dæmpe lidt for store lydstyrker.

I det indre øre er et væskefyldt hulrum, hvor ligevægtsorganet og øresneglen findes. I øresneglen bevæger svingningerne nogle hårceller som omdanner svingningerne til nerveimpulser og sender dem til hjernen via nervebanerne. Er støjen høj og langvarig nok kan den nedslide de mikroskopiske hårceller. De vil først blive deformeret, og ved yderligere støjbelastning vil de blive ødelagt. Er dette sket, vil høreskaden være permanent, og personen må leve med den resten af livet. Høreskaden kan også opstå pludseligt fx som følge af en eksplosion. Et område med hårceller kan vælte ligesom træer i en storm. Med den forskel at man ikke kan plante nye hårceller.

En høreskade opstår som regel i et bestemt toneområde (ved bestemte svingninger eller frekvenser) Den er ofte alvorlig når den opdages af personen selv. Der er stor forskel på risikoen fra person til person, men lydstyrke og varighed har væsentlig betydning for risikoen for høreskader.
Risikoen for at pådrage sig en høreskade ved forskellige støjniveauer fremgår af en international standard (ISO 1999, der som dansk standard hedder DS 797).



En høreskade medfører let social isolation, fordi man mister evnen til at kommunikere med andre. Med en begyndende høreskade vil man opleve, at alle andre synes at mumle. Det skyldes, at høreskaden ofte starter ved de høje toner, og man ikke længere kan høre fx t- og s-lyde. Der vil være mange misforståelser, og man bliver svær at tale med. Dertil kommer at man også vil have svært ved at følge med i samtaler, hvor flere personer taler samtidigt, da det er blevet svært at skelne lyde fra hinanden.

Tinnitus er en lidelse, der i mange tilfælde følger med en høreskade. Tinnitus kan variere meget i tone og styrke, og alle kan have en grad af tinnitus. Når det bliver en daglig gene taler man om en lidelse. Flere beskriver den som svarende til, at man sætter mundingen af en støvsugerslange op til øret. Andre personer oplever en kraftig tone. Tinnitus kan komme i en periode, eller kan blive kronisk, så man må leve med det hele døgnet og resten af livet. Følgevirkningerne af svær tinnitus er ofte søvnbesvær, irritation og i nogle tilfælde depression.