Følg os på Facebook

Regler om Byggeplads og udenlandsk arbejdskraft


Spørgsmål:

Vi har fået en stor opgave i Danmark, i den forbindelse har vi hyret et tysk firma som underentreprenør til at montere for os. Firmaet sender ca. 50-100 mand herop i ca. 3-4 måneder. Det udenlandske firma skal selv stå for indkvartering mad mm. (Firmaet stiller mandskabs, køkken, opholds container op på arbejdspladsen).

 

Svar:
Bemærk, at det er arbejdsgiverens (Bygherrens) ansvar, at det er fuldstændig orden, jævnfør dansk lovgivning.

Overnatning er strengt forbudt på byggepladsen, dette vil medføre politianmeldelse til AT og politiet og andre myndigheder.

Udenlandske virksomheder, som midlertidigt udfører opgaver i Danmark, skal anmelde sig til Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Det gælder både for udenlandske virksomheder, der udstationerer medarbejdere, og for selvstændige uden ansatte/ enkeltmandsvirksomheder.

 

Anmeldelsen skal ske senest samtidig med, at arbejdet påbegyndes, mens ændringer i anmeldelsen skal indberettes første hverdag efter, at de er sket. Anmeldelsen skal ske digitalt på www.virk.dk/rut
 

Arbejdsforhold for udenlandsk arbejdskraft i Danmark er reguleret i forskellige regelsæt.

Du være opmærksom på ”Bekendtgørelse om lov om udstationering af lønmodtagere” (lbk nr. 342 af 3.4.2014), der regulerer vilkårene for udenlandske lønmodtagere og virksomheder i Danmark, fastslår som et grundvilkår blandt andet for arbejde i Danmark, at arbejdsmiljølovens regler finder anvendelse for ansættelsesforholdet.


Arbejdsmiljøloven regulerer pligter, som påhviler dels arbejdsgiveren som bygherre på byggeprojekter, dels entreprenørerne som arbejdsgiver i forhold til sine ansatte. I forhold til det konkrete spørgsmål om velfærdsforanstaltninger for medarbejderne har arbejdsgiveren som bygherre pligt til at udarbejde en såkaldt plan for sikkerhed og sundhed. Planen skal indeholde en byggepladstegning, som skal vise, hvor der er afsat plads til velfærdsfaciliteter for de ansatte (Beskæftigelsesministeriets Bek. nr. 117 af 5.2.2013 § 10).

Denne opgave varetages sædvanligvis af de tekniske rådgivere (Sikkerhedskoordinator), som bistår din arbejdsgiver med at projektere byggerierne. Arbejdstilsynet er tilsynsmyndighed i forhold til bygherrens pligter. Reglerne udelukker ikke, at der kan etableres velfærdsforanstaltninger på selve byggepladsen.

Af bekendtgørelsen, som nævnes nedenfor, og som forpligter arbejdsgiveren/ Bygherren (Entreprenøren), fremgår det af § 61, at faciliteterne skal etableres på eller i umiddelbar nærhed af byggepladsen.

Når bygherren har anvist et areal til disse velfærdsforanstaltninger, påhviler der herefter entreprenøren, der har kontrakt med arbejdsgiveren, et gennemreguleret antal forpligtelser i henhold Beskæftigelsesministeriets Bek.nr. 1516 af 16.12.2010.

Bekendtgørelsens kapitel 9 omhandler indgående krav til, hvorledes arbejdsgiveren skal indrette velfærdsforanstaltninger. Blandt andet reguleres det i bekendtgørelsens §§ 61 og 62 hvor velfærdsfaciliteterne fysisk kan etableres, og indkvarteringsforholdene er reguleret i § 69.

Nedenfor er det nærmere indhold af bestemmelserne citeret i sin fulde ordlyd. Arbejdsgiveren/entreprenøren er direkte ansvarlig for reglernes overholdelse, og det er Arbejdstilsynet, der fører tilsyn. Strafferammen for overtrædelse er bøde eller fængselsstraf i op til 2 år.

"Kapitel 9 Velfærdsforanstaltninger § 60. Arbejdsgiveren skal sørge for, at den ansatte under arbejdet har adgang til:
1) toilet, der er aflåseligt,

2) spiserum med borde og siddepladser med ryglæn samt adgang til drikkevand i nærheden,

3) håndvask med rindende koldt og varmt vand,

4) omklædningsrum,

5) brusebad, jf. dog stk. 2, og

6) soveplads, hvis der på arbejdsstedet udføres tjeneste med tilladelse til at sove.

Stk. 2. Ved arbejde, hvor de ansattes beskæftigelse på byggepladsen ikke overstiger 2 uger, og hvor vand- og kloaktilslutning ikke er umiddelbart muligt, skal brusebad kun etableres, hvis arbejdet

1) er meget støvende eller på anden måde stærkt tilsmudsende,

2) medfører risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige,

3) medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden eller hindre spredning af eller

4) udsætter den ansatte for høje temperaturer eller er forbundet med stor fysisk anstrengelse.

Stk. 3. Gravide kvinder og ammende mødre skal have mulighed for at hvile sig liggende under passende forhold.

Stk. 4. Ansatte, der under arbejdet har risiko for at blive forurenet med materialer, der kan være smittefarlige, eller komme i berøring med stoffer og materialer, som det af sikkerheds- eller sundhedshensyn er vigtigt at få fjernet fra huden, skal benytte de faciliteter, som tjener til at hindre påvirkning fra eller spredning af de pågældende stoffer eller materialer. Indtagelse af mad og drikke må ikke finde sted i arbejdsrum, hvor der udføres arbejde af nævnte karakter.

§ 61. Faciliteterne skal etableres på eller i umiddelbar nærhed af byggepladsen og være til rådighed fra arbejdets begyndelse.

Stk. 2. Faciliteterne kan dog helt eller delvis etableres på et samlingssted uden for byggepladsen ved arbejde, hvor de ansattes beskæftigelse på byggepladsen ikke overstiger 2 uger.

Stk. 3. Etablering af faciliteter på et samlingssted kan desuden ske ved anlægsarbejde, hvor byggepladsen flytter sig under fremføring af anlægget, som f.eks. ved vejbygning og ledningsarbejde. § 62.

Faciliteterne skal være hensigtsmæssigt beliggende i forhold til hinanden og de enkelte arbejdssteder og have gode adgangsforhold. Der må højst være en afstand af 200 meter eller en transporttid på 5 minutter til toilet.

Stk. 2. Toiletter, håndvaske og brusebade skal findes i et antal, så der er mindst

1) 1 toilet for hver 15 personer,

2) 1 håndvask for hver 5 personer og

3) 1 brusebad for hver 10 personer.

 

§ 63. Faciliteterne kan etableres i skurvogne, skure, pavilloner, eksisterende bygninger m.v. Hvis faciliteterne etableres i skurvogne eller andre flytbare enheder, skal disses størrelse og indretning opfylde kravene i bekendtgørelse om indretning af skurvogne og lignende, jf. dog § 64. Etableres faciliteterne på anden måde, f.eks. i bygninger på stedet, skal disses brugsværdi have en lignende standard.

 

Stk. 2. Hvis varigheden af arbejdet eller samlingsstedet er mere end 2 måneder, skal toiletterne tilsluttes kloak.

 

Stk. 3. Hvis varigheden af arbejdet eller samlingsstedet er mindre end 2 måneder, skal toiletterne tilsluttes kloak, hvis kloak er fremført til byggepladsen, og tilslutning kan ske uden rendegravning eller lign., jf. dog § 64. § 64.

 

I forbindelse med arbejde, hvorved der hos den enkelte arbejdsgiver er højst 4 ansatte, og de ansattes beskæftigelse på byggepladsen ikke overstiger 2 uger, kan faciliteterne etableres i andre flytbare enheder end dem, der kræves efter § 63, såfremt de er egnede og forsvarligt indrettede. Der kan desuden anvendes afløbsfrit toilet.

 

§ 65. I forbindelse med anlægsarbejde, hvor byggepladsen flytter sig under fremføringen af anlægget, og hvor faciliteterne ikke etableres på et samlingssted, men etableres løbende i umiddelbar nærhed af byggepladsen, finder §§ 60 - 64 anvendelse med følgende lempelser:

1) Toiletter kræves ikke tilsluttet kloak.

2) Samme rum kan benyttes til omklædning og spisning. Dette gælder dog ikke, hvis faciliteterne etableres fælles for flere arbejdsgiveres ansatte, eller hvis der findes brusebad.

3) Brusebad kræves kun, hvis vand- og kloaktilslutning er umiddelbart mulig. Brusebadet skal dog etableres, hvis arbejdet

a) er meget støvende eller på anden måde stærkt tilsmudsende,

b) medfører risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige,

c) medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed og sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden eller d) udsætter den ansatte for høje temperaturer eller er forbundet med stor fysisk anstrengelse.

§ 66. Hvor der anvendes afløbsfrit toilet, skal dette have samme hygiejniske standard som toiletter med vandudskylning.

§ 67. Faciliteterne kan være fælles for flere arbejdsgiveres ansatte under forudsætning af, at kravene til faciliteterne i §§ 60 - 66 er opfyldt i forhold til det antal ansatte, som samtidig har dem til rådighed.

Faciliteterne på byggepladsen må ikke være til rådighed for andre end de pågældende arbejdsgiveres ansatte.

Stk. 2. Kvinder og mænd skal enten have adskilte omklædningsrum og baderum eller have mulighed for at benytte samme rum hver for sig.

§ 68. Rummene skal opvarmes i nødvendigt omfang, så der under benyttelsen er en temperatur af mindst 18° C.

Stk. 2. Rummene skal holdes ryddelige, rene og forsvarligt vedlige. Rummene må ikke benyttes til uvedkommende formål. Indkvarteringslokaler

§ 69. Hvis de ansattes sikkerhed eller sundhed gør det nødvendigt, navnlig på grund af arbejdets art, antallet af ansatte eller byggepladsens afsides beliggenhed, skal arbejdsgiveren stille lettilgængelige opholdsrum og/eller indkvarteringslokaler til rådighed.

Stk. 2. Hvis der ikke findes sådanne lettilgængelige rum eller lokaler, skal der stilles andre faciliteter til de ansattes rådighed.

Stk. 3. De ansatte skal have adgang til sovepladser, et tilstrækkeligt antal sanitære installationer, spiserum, hvilerum og det nødvendige antal skabe, borde og stole med ryglæn.

Brugsværdien af disse velfærdsforanstaltninger skal have en standard, der svarer til de i § 60 nævnte foranstaltninger.

Stk. 4. Der skal ved indretningen af faciliteterne tages hensyn til, om der både er mandlige og kvindelige ansatte.

Særlige forhold § 70. Såfremt der på en byggeplads foreligger særlige forhold i forbindelse med snævre pladsforhold eller trafikhensyn, som ikke gør det muligt at opfylde bestemmelserne i § 62, stk. 2, og § 63 kan disse fraviges i det omfang, det er nødvendigt.

Stk. 2. Der skal i så fald, inden arbejdet påbegyndes, foreligge en dokumentation herfor og en plan for, hvorledes velfærdsforanstaltninger skal gennemføres. Dette materiale skal være tilgængeligt for de ansatte.






Relaterede sider: