Følg os på Facebook

Intens smerte og hårdt fysisk arbejde har betydning for sygefravær


Medarbejdere med ondt i lænden eller i nakke og skuldre risikerer at blive langtidssyge. Det gælder især, hvis de har meget ondt eller har hårdt fysisk arbejde. Det viser en undersøgelse, der omfatter 5.000 mænd og kvinder. Undersøgelsen er lavet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Syddansk Universitet. Resultaterne er netop offentliggjort online i Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Smerte og hårdt fysisk arbejde er risikofaktorer
 

Har man ondt i nakke og skuldre, er der øget risiko for at blive langtidssyg, hvis man har intense smerter, har hårdt fysisk arbejde, er ryger eller er kvinde. Har man ondt i lænden, er der øget risiko for at blive langtidssyg, hvis man har intense smerter, har hårdt fysisk arbejde eller har lav arbejdsevne. Det viser en undersøgelse af over 5.000 danske mænd og kvinder.

 

Risikofaktorer viser vej til løsning

”Med denne undersøgelse har vi ønsket at kigge på, hvor det kan være relevant at sætte ind for at reducere langtidssygefravær over for medarbejdere, der har problemer med smerter i lænden eller nakke og skuldre. Når vi nu kender risikofaktorerne, ved vi også mere om, hvor det især vil have en effekt at sætte ind”, forklarer forsker Andreas Holtermann fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

 

Arbejdsevne vigtig ved ondt i ryggen

Undersøgelsen viser, at medarbejdere med ondt i lænden har mindre risiko for langvarigt sygefravær, hvis de har en høj arbejdsevne. Arbejdsevne er et udtryk for forholdet mellem krav i arbejdet og medarbejderens ressourcer. Artiklens forfattere formoder, at personer, der selv vurderer at have resourcer nok til kravene i arbejdet, har mindre behov for at være langtidssygemeldte ved smerter i ryggen. Resultaterne peger derfor på, at tiltag der har til formål at opretholde en høj arbejdsevne blandt arbejdere med smerte i lænden kan reducere langtidssygefravær.
 

 

Se listen over andre videnskabelige artikler af forskere fra NFA.

 

Yderligere oplysninger

Forsker Andreas Holtermann, NFA.