Følg os på Facebook

Sygdom under ferien skal udløse ekstra ferie

Det er aldrig sjovt at blive ramt af en omgang influenza eller forkølelse midt i sommerferien, men en afgørelse fra EU-domstolen gør det nu lidt mere overkommeligt.

Den slår nemlig fast, at EU-borgere har ret til ekstra ferie, hvis de får den oprindelige ferie ødelagt af sygdom, skriver magasinet Lederne.

Minister finder luppen frem
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg vil nu kigge afgørelsen igennem for at finde ud af, om reglerne også skal implementeres i dansk lovgivning. - Hvis der skal store ændringer til, så skal det også ske på den helt rigtige måde, siger Inger Støjberg til P3Nyheder, - Jeg ved ikke om der er nogen vej udenom, men jeg ved, at vi skal have afsøgt alle veje, fortsætter hun.

Slipper ikke for lovændring
Men ifølge hendes egne embedsmænd skal Danmark rette ind efter EU. I en rapport konkluderer Beskæftigelsesministeriet, at det er sandsynligt, at Danmark ville tabe en sag ved EU-domstolen - så det er svært at sno sig uden om at ændre loven. Vurderingen fra Copenhagen Business School er den samme som ministeriets. - Efter min vurdering, så kan vi ikke (komme udenom at ændre ferieloven, red.), siger Ruth Nielsen, der er professor i Arbejds og Eu-ret ved CBS.


Afgørelsen fra EU-domstolen kommer efter en granskning af det såkaldte arbejdsdirektiv.
- Og det fortokler domstolen som, at man faktisk har krav på at holde fire ugers betalt ferie. Efter de nuværende danske regler, så har man ikke den ret, hvis man bliver syg efter ferien er påbegyndt. Og det må man så formentlig ændre, og det er jo også ministeriets vurdering, siger Ruth Nielsen.


Dyr lovændring
Ifølge rapporten fra Beskæftigelsesministeriet vil det koste arbejdsgiverne én milliard kroner om året, hvis de skal give syge medarbejdere ny ferie.
- Det er klart at arbejdsgiverne er meget bekymrede for,om det her kan føre en stor ekstraregning med sig. Men det som jeg bekymrer mig meget for, er selvfølgelig at sørge for at tingene kommer til at fungere på den helt rigtige måde, siger Inger Støjberg.