Spørgsmål.
Jeg var på kursus i arbejdsmiljø (Den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse af kursusudbyder APROPOS kommunikation).
Her fik vi en stor viden og inspirerende undervisning. Men nu kan jeg ikke finde skærmvejledningen (At-vejledning D.2.3)
Til orientering er der den 4. december 2020 udsendt en revideret vejledning (D 2.3 - 1). Den kan læses her
Arbejdstilsynet skrev følgende:
At-vejledning D.2.3 er sat ud af kraft – en ny vejledning er under udarbejdelse, indtil da findes der ikke en At-vejledning for skærmarbejde.
Svar:
Det er korrekt, at den pludselig forsvandt den 15 marts 2019 - og at den har været væk indtil den d.d. (14. juli 2020).
Skærmvejledningen er sat ud af kraft fra 15. marts 2019, men skærmbekendtgørelsen gælder stadig. Reglerne i skærmbekendtgørelsen gælder, hvis hjemmearbejdet foregår regelmæssigt, og arbejdstiden svarer til mindst én dag inden for en normal arbejdsuge.
På baggrund af denne efterlysning har man drøftet denne manglende vejledning i Beskæftigelsesudvalget, og her er et referat fra deres møde om den manglende AT-vejledning D.2.3
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 24. februar 2020 stillet følgende spørgsmål nr.179 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL).
Spørgsmål nr. 179:
”Hvad kan ministeren oplyse om arbejdet med revisionen af skærmbekendtgørelsen, herunder hvornår der forventes et resultat af arbejdet? Det bedes også oplyst om skærmbekendtgørelsen er aktiv som lovregel eller om bekendtgørelsen er suspenderet, og hvis der er tale om suspension, hvor længe vil suspensionen så gælde.”
Svar på spørgsmål 179:
Til brug for besvarelsen har jeg indhentet en udtalelse fra Arbejdstilsynet, som oplyser følgende:
”Bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler (skærmbekendtgørelsen) gælder stadig og er således ikke suspenderet. Det er Arbejdstilsynets skærmvejledning - At-vejledning D.2.3 om skærmarbejde - der er ophævet og under revision, fordi den ikke længere var i trit med udviklingen i forhold til teknologi og arbejdsmiljøviden.
Arbejdet med at revidere skærmvejledningen foregår i regi af et vejledningsudvalg, som er nedsat af Arbejdsmiljørådet. Her er en mindre arbejdsgruppe sammen med Arbejdstilsynet i gang med at drøfte indholdet af vejledningen. I arbejdsgruppen sidder repræsentanter fra både arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer.”
Arbejdstilsynet oplyser, at det forventes, at der vil kunne udstedes en ny skærmvejledning inden sommerferien 2020. Jeg vil i den forbindelse orientere Beskæftigelsesudvalget.