Forhåndsgodkendelse
Som led i virksomhedens langsigtede arbejdsmiljøplanlægning kan virksomheden, i forbindelse med en påtænkt investering, anmode Arbejdstilsynet om en bindende forhåndsgodkendelse, f.eks. om en påtænkt disposition vil opfylde arbejdsmiljøloven. Såfremt Arbejdstilsynet tiltræder dette, vil Arbejdstilsynet efterfølgende være afskåret fra at stille yderligere krav til det forhold, som forhåndsgodkendelsen vedrører. Arbejdstilsynet er dog ikke afskåret fra at gennemføre tilsyn på virksomheden. En forhåndsgodkendelse er betinget af, at forudsætningerne for forhåndsgodkendelsen ikke ændres.
En anmodning om bindende forhåndsgodkendelse skal være skriftlig og de nødvendige oplysninger af betydning for Arbejdstilsynets afgørelse skal vedlægges. Arbejdstilsynet afgør alene forhåndsgodkendelsen med et afslag eller accept, og der ydes ikke konkret vejledning eller dispensation i forbindelse med anmodning. Vær opmærksom på, at der skal betales gebyr på forhånd.