Følg os på Facebook

Laserprintere er ikke kræftfremkaldende


Selvom en tysk professor forleden udsendte en advarsel mod tonerpartikler fra laserprintere, kan man roligt printe løs: Der er ingen kræftrisiko påvist ved partiklerne, siger Kræftens Bekæmpelse. 
 
Meldingen fra universitetet i Rostock om at tonerpartiklerne fra laserprintere kan fremkalde kræft, er slet ikke underbygget.
 
Det siger forsker i arbejdsmiljø ved Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, til ComON.
 
Den tyske professor, der rykkede ud med advarslen mod printerpartikler, baserede kun sin cancerpåstand på eet enkelt tilfælde – og det er så lidt, at det slet ikke kan bruges til noget, mener Kræftens Bekæmpelse.
 
»Der er laveret flere undersøgelser af tonerpartiklerne og kræftrisiko, og de konkluderer alle sammen, at der ikke er nogen kræftrisiko ved partiklerne,« siger Johnni Hansen.
 
Cancer-frifindelsen er dog ikke ensbetydende med, at de små partikler fra tonerkasserne er den rene sundhedseliksir. Tonerpartiklerne kan muligvis fremkalde allergi – hvilket man også har fremført hos de tyske forskere.
 

»Det er da bestemt et område, som vi bør få undersøgt endnu mere,« lyder det fra Johnni Hansen.






Relaterede sider: