Temadage om dit arbejdsliv - med skæv humor og ny viden
Få værktøjer og nye ideer til et bedre arbejdsliv. Hør hvor arbejdsglæden sidder i hjernen, hvorfor humor er sundt, find den gode trivselsspiral og forstå hvorfor verdens lykkeligste nation brænder ud. Og er du træt af virtuelle trivselsforløb og træt af at være medgørlig, så smut til søs. Men kom lige og bliv inspireret først
Riv en eller to dage ud af kalenderen og få en oplevelse ud over det sædvanlige i selskab:
Aarhus den 9. juni 2017:
Giv dit liv et trivselseftersyn
Peter Lund Madsen, Peter Qvortrup Geisling & Chris MacDonald
København den 15. juni 2017:
Vi brænder ud som aldrig før
Rasmus Willig, Christian Ørsted & Per Helge Sørensen (DJØFF med(L)øgn)
København den 16. juni 2017:
Slip fortøjningen og start den gode trivselsspiral
Mikkel Beha Erichsen & Chris MacDonald
Tilmeldes 4 personer - deltager den 5 person gratis. Vi glæder os til at byde dig velkommen!
Peter Qvortrup Geisling:
Humor skal være så sundt. I modsætning til lægen Peter Qvortrup Geislings mange tv-programmer, så bliver livet ikke genudsendt. Derfor opfordrer TV-lægen dig til at give dit liv et serviceeftersyn. Det er nemlig aldrig for sent at udleve sine drømme.
Peter Lund Madsen:
Hvor i hjernen sidder arbejdsglæden? Glæd dig til at høre læge Peter Lund Madsens skæve og underholdende foredrag om hvorfor arbejdsglæden er det vigtigste for os mennesker. Og om hvorfor arbejdsglæden er en vigtig ingrediens i et godt arbejdsmiljø. Det hele baseret på Peter Lund Madsens videnskabelige arbejde med undersøgelser af hjernens forskellige aktivitetsniveauer under søvn, drømme, stress, afslapning, arbejde m.m.
Chris MacDonald:
Med livskvalitet og trivsel som drivkraft. For at trives skal vi hjælpe andre med at trives. Men hvordan får du startet den gode trivselsspiral for dig selv – og med den fantastiske ”bivirkning”, at du samtidig glæder dem omkring dig? Chris MacDonald giver dig svaret, når han tager dig med på en spændende rejse bag om videnskaben og forbi hans velvære-teori og performance-model.
Christian Ørsted:
Livsfarlig ledelse. I verdens lykkeligste nation brænder vi ud som aldrig før. Hvorfor? Ifølge forfatteren til bestsellerbogen ”Livsfarlig ledelse” fordi moderne ledelse bruger psykologiske kneb, der får os til at arbejde os halvt ihjel. De sidste 100 år har vi udviklet ledelsesprincipper, der har øget vores effektivitet og ført til enorm fremgang. Men med en uhyggelig slagside.
Mikkel Beha Erichsen:
Og så til søs. Slip fortøjningen til den velkendte og trygge hverdag og tag med Mikkel Beha Erichsen på eventyr. Du kender måske allerede Mikkel fra TV-serien ”Kurs mod fjerne kyster”? Du har måske også mødt ham ombord på Nordkaperen, hvor han med sin far, Troels Kløvedal, stod ud på de syv verdenshave. Mikkel fortæller om glæden ved forandring og mødet med andre kulturer, men også om det hårde slid det kan være at få sine drømme til at gå i opfyldelse.
Per Helge:
DJØF med Løgn II. Holistiske kompetenceplatforme og virtuelle trivselsforløb ruller ud over organisationen. Imens vælger medarbejderne at implementere ledelsens visioner med den klassiske forandringsstrategi: ”Vi gør som vi plejer.” Mød komikeren Per Helge, der i DJØF med Løgn II lader medarbejderne slå igen.
Rasmus Willig:
Afvæbnet kritik. Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, og nu skal vi bare være medgørlige. Rasmus Willig har i bogen ”Afvæbnet kritik” indsamlet lederens svar, når medarbejderen kommer med kritik af arbejdsforholdene. Hør om en skræmmende enkel og overbevisende analyse af medarbejdernes indflydelse på arbejdsmiljøet, der bevæger sig den forkerte vej.
Krav om kompetenceudviklingsplan
Arbejdsgiveren skal hvert år sørge for, at der ud fra virksomhedens arbejdsmiljøbehov laves en kompetenceudviklingsplan for den årlige supplerende uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO. Det gælder både for de to dages supplerende uddannelse det første år, de er valgt eller udpeget, og for de 1½ dag i den efterfølgende periode, de er valgt eller udpeget. AMO skal rådgive arbejdsgiveren om kompetenceudviklingsplanen.
Planen kan enten være én samlet for medlemmerne af AMO eller én for hvert medlem. Planen skal medvirke til at sikre løbende målrettet opdatering af viden, som kan styrke kompetencerne hos medlemmerne af AMO.
Det kan være en god idé at drøfte og udarbejde planen i forbindelse med den årlige arbejdsmiljødrøftelse i AMO, når arbejdsgiver, arbejdsledere og arbejdsmiljørepræsentanter er samlet.