Følg os på Facebook

Stor erstatning til fyret landbrugsvikar

 
En landbrugsvikar afslog en lønnedgang på 60 kroner i timen og mistede sit arbejde. Det fik 3F i Vojens til at rejse en sag for medlemmet, som nu har fået efterbetalt 150.000 kroner efter et forlig i sagen. Det skriver fagforeningen 3F.

Landbrugsmedhjælper Erik Hansen blev ansat i Jysk Vikarservice i 1993. Hans speciale var at passe køer og grise som vikar for landmænd, der var sygemeldt eller manglede arbejdskraft i stalden.
 

Jobbet betød, at Erik Hansen havde en del kørsel ud til de forskellige gårde, hvor han skulle være vikar. Jysk Vikarservice udbetalte skattefri kørselsgodtgørelse for transporten.
 

Fjernede kørepengene

Men i marts i år besluttede virksomheden at droppe kørepengene mod at sætte timelønnen op med godt 20 kroner. Det betød en reel lønnedgang på 60 kroner i timen ifølge 3F.

- Det var en katastrofe. Det kunne ikke længere betale sig at arbejde, siger landbrugsvikar Erik Hansen, der også var sikkerhedsrepræsentant for virksomhedens vikarer, og den væsentlige ændring i hans arbejdsforhold kunne sidestilles med en opsigelse.

- Vores medlemmer skal ikke betale for et fejlslagent forretningseventyr. Hvis virksomheden ikke kan betale, må den lukke. De ansatte skal ikke sættes ned i løn, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
 

På den baggrund hentede 3F 140.000 kroner for manglende løn i opsigelsesperioden. Og endelig fik Erik Hansen 10.000 kroner for et mangelfuldt ansættelsesbevis fra arbejdsgiveren.
 

Ledelsen for Sønderjysk Vikarservice har ikke mange kommentarer til sagen:

- Vi blev enige med os selv om at indgå et forlig i stedet for at gå i retten med sagen. Vi havde behandlet en sikkerhedsrepræsentant som alle andre, og det må vi så betale 150.000 kroner for. Længere er den ikke, siger Anger Nissen, daglig leder af Sønderjysk Vikarservice.

 

 






Relaterede sider: