Følg os på Facebook

Hvad er et specialtilsyn fra arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet vil fremover kommunikere mere enkelt og tydeligt, så fra februar 2020 vil der fremover føres to former for tilsyn i virksomhederne:

  • ”Grundtilsyn”, hvor Arbejdstilsynet vurderer de væsentlige arbejdsmiljøproblemer på en virksomhed, og
  • ”Specialtilsyn”, hvor Arbejdstilsynet vurderer specifikke arbejdsmiljøproblemer på en virksomhed, f.eks. efter en alvorlig arbejdsulykke.

Baggrunden for et specialtilsyn kan fx være

  • at kontrollere, om virksomheden har efterkommet et påbud.
  • at Arbejdstilsynet har mistanke om et alvorligt arbejdsmiljøproblem på virksomheden.
  • at der er sket en alvorlig arbejdsulykke.
  • at Arbejdstilsynet gennemfører særlige indsatser i bestemte brancher eller inden for udvalgte arbejdsmiljøproblemer.

Tilsynet er uanmeldt

Det er hovedreglen, at specialtilsynet er uanmeldt. Arbejdstilsynet kan dog vælge at anmelde specialtilsynet - fx for at sikre, at de relevante personer er til stede ved tilsynet.
 

Ledelse og medarbejdere bliver inddraget

Specialtilsynet starter - i de fleste tilfælde - med, at Arbejdstilsynet kontakter virksomhedens ledelse og nogle af dens medarbejdere. Det er godt, hvis både ledelsen og medarbejderne er til stede ved tilsynet. Tilsynet bliver dog gennemført under alle omstændigheder.


Sådan forløber et specialtilsyn

Specialtilsynet tager udgangspunkt i den konkrete anledning til besøget - fx en alvorlig arbejdsulykke eller kontrol af, om et påbud er efterkommet.

Arbejdstilsynet vil reagere, hvis der konstateres væsentlige arbejdsmiljøproblemer i virksomheden - uanset om de konstateres på et andet område, end det, der er anledning til specialtilsynet.
 

Konsekvenserne af et specialtilsyn

Hvis specialtilsynet viser, at der er væsentlige arbejdsmiljøproblemer, vil Arbejdstilsynet reagere - fx ved at give virksomheden et påbud.



Grove overtrædelser

Hvis specialtilsynet viser, at der sker grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, får virksomheden et strakspåbud eller et forbud.
Hvis der er tale om meget grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, kan virksomheden også få en bøde eller blive meldt til politiet.


Afslutning af specialtilsynet

Specialtilsynet afsluttes med, at vi orienterer virksomhedens ledelse og medarbejdere om konsekvenserne af tilsynet. Virksomheden vil bl.a. få at vide, om den kan forvente at få påbud. Virksomheden får også at vide, hvilken smiley den får på Arbejdstilsynet hjemmeside. Ca. 14 dage efter tilsynet får virksomheden et brev fra Arbejdstilsynet, der bekræfter disse oplysninger.


Klagemulighed

Virksomheden kan klage til Arbejdsmiljøklagenævnet, som er et uafhængigt klageorgan, hvis den er uenig i Arbejdstilsynets afgørelse.

Klagen skal sendes til Arbejdstilsynet inden fire uger efter, at virksomheden har modtaget Arbejdstilsynets afgørelse. Vi videresender klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Selv om virksomheden klager, kan Arbejdsmiljøklagenævnet bestemme, at et påbud skal efterkommes, mens klagen behandles. Forbud og strakspåbud skal altid efterkommes øjeblikkeligt, også selv om der klages.