Hvem har 'rigtig' stress?
Stress fylder meget i medierne og på virksomhederne. Måske endda for meget i forhold til antallet af reelt alvorligt stressede mennesker. En af årsagerne er en almindelig begrebsforvirring.
At stress nærmest er blevet en folkesygdom - nogle gange endda uden det lille forbehold, der ligger i ordet nærmest - er en hyppigt tilbagevendende påstand i den offentlige debat. Men det er faktisk en sandhed med modifikationer, som i sidste ende kan komme til at skade dem, der lider af alvorlig, kronisk stress. Det mener forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som forsøger at holde debatten om stress på sporet ved hele tiden at insistere på de fakta og den forskning, som rent faktisk findes på området.
I medierne hører man for eksempel jævnligt, at helt op mod halvdelen af befolkningen er stresset, men det er ikke korrekt.
Ifølge Tage Søndergaard Kristensen, professor på NFA med speciale i stress og psykisk arbejdsmiljø, kan "kun" 10-12 procent af danskerne betegnes som kronisk stressede. At være kronisk stresset vil sige, at man stort set er stresset hver eneste dag over en lang periode på mindst en til tre måneder.
Forskerne skønner ganske vist også, at omkring halvdelen af befolkningen til tider vil være "meget stressede" - men det er altså noget ganske andet og i sig selv ikke spor farligt.
Faktisk betragtes det at være kronisk stresset i dag heller ikke som en sygdom, selv om scanninger afslører, at man allerede efter en måneds kronisk stress fysisk kan se, at hjernen er skrumpet i bestemte områder.
Hvis først man bryder sammen af stress, tager det rigtig, rigtig lang tid at lappe sig selv sammen. Det kan let tage halve og hele år. Og når disse mennesker efterfølgende vender tilbage til arbejdspladsen, kan de ofte kun overkomme meget lidt. Der skal ikke meget til at vælte læsset anden gang, og det kan risikere at hænge ved resten af deres liv, forklarer Tage Søndergaard Kristensen, som bestemt ikke ønsker at nedtone faren ved kronisk stress. Tværtimod. Men han og NFA ønsker derimod heller ikke at overdrive antallet af ramte.
Når begreberne bliver rodede, så forvirrer det hele debatten. Vi mister muligheden for at gøre noget seriøst for dem, der virkelig har behovet, og det er synd. Arbejdsgiverne kan for eksempel blive fristet til at lade det ligge, fordi de kan have svært ved at skelne, hvornår det er reelt, og hvornår medarbejderne forveksler stress med travlhed, pres eller kortvarige belastninger, der holder op igen, siger direktør for NFA, Palle Ørbæk, i en opfordring til både medarbejdere, ledere og journalister, der fortæller om området.
Hvem har stress?
Men hvem er det så, der får stress? Ja, det undersøger de naturligvis også hos NFA, og svaret kommer måske bag på nogen. For samtidig med myten om, at stress er blevet en folkesygdom, så fremstilles den ofte som et særligt stort problem for direktører og den såkaldte 'kreative klasse', det vil typisk sige mennesker med kontorjob med stor frihed, men også stort ansvar: reklamefolk, journalister, universitetslærere og forskere og så videre.
Men sandheden er, at stress rammer bredt i hele befolkningen - fra direktør til buschauffør.
I NFA's seneste undersøgelse er det faktisk pakkere og tapperiarbejdere, der er mest stressede, mens sygeplejersker og offentlige chefer begge ligger under gennemsnittet. Ifølge Tage Søndergaard Kristensen skal man dog tage tallene med et gran salt.
- Det er ikke i alle grupperne tilstrækkeligt mange, der har svaret, til at vi har det, vi kalder signifikans. At offentlige chefer ikke føler sig stressede, kan for eksempel skyldes, at så få har svaret. Alle dem, der følte sig stressede, har måske prioriteret noget andet end at deltage i undersøgelsen, vurderer Tage Søndergaard Kristensen og fortsætter:
- Men der er ikke de helt store divergenser mellem grupperne, og det skyldes blandt andet, at der er mange andre ting end lige arbejdet, der giver stress. Stress er en reaktion, som er meget ens på tværs af de ting, der fremkalder det.
Tage Søndergaard Kristensen lægger også vægt på, at det faktisk er forskellige ting, der stresser på de enkelte arbejdspladser, selv om det umiddelbart viser sig ens.
- Der er meget overlap, men der kan godt være nogle aspekter som er helt forskellige. Sygeplejersker har måske dårlig samvittighed over ikke at udføre opgaven tilstrækkeligt kvalitetsmæssigt. Det optræder ikke hos pakkearbejderne, der til gengæld ofte har kropssmerter og er nervøse over, om de kan holde til, de skal på efterløn. Hos direktøren kan det være presset for at nå deadline og ansvaret for alle, der tynger, fortæller Tage Søndergaard Kristensen og forklarer, at det er grundidéen i Karaseks 'Job Strain-model', der allerede i 1980'erne gjorde op med den opfattelse, at stress kun var et direktørproblem.
Man kan kategorisere årsagerne til stress i tre dele:
- De 'traditionelle' problemer: Tempo, ensformigt arbejde, lav indflydelse, få udviklingsmuligheder (slagteriarbejdere, syersker, kasseassistenter, chauffører, rengøring).
- Problemer med klientarbejde: Uklare krav, stort arbejdspres, følelsesmæssige krav, konflikter, vold, chikane, vanskelige klienter (socialrådgivere, lærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere, sosu-assistenter).
- Det grænseløse arbejde: Uendelige krav, uklar grænse til fritiden, familie/arbejde-problemer, manglende forudsigelighed, individualisering af krav og løsninger (it, medier, reklamer, management, dele af den offentlige sektor).
Stigende problem?
Nu ved vi så, hvor mange, der har "rigtig" stress, og hvem det rammer. Spørgsmålet er så bare, om stress reelt er det stigende problem, som medieomtalen giver indtryk af. Og det kan forskerne på NFA ikke give et entydigt svar på.
De fleste forskere hælder dog til, at der nok er en stigning. Årsagen er, at der siden 80'erne har været en kraftig vækst i antallet af ansatte i social-, sundheds- og uddannelsessektoren. Disse mennesker har oplevet en række delvist nye såkaldte stressorer i arbejdet så som besværlige klienter, høje emotionelle krav, rollekonflikter, uklare kvalitative krav, uendelig arbejdsmængde, (trusler om) vold og store interpersonelle konflikter. Og for det andet har vi senest med fremkomsten af den før omtalte kreative klasse set en vækst i antallet af ansatte med grænseløst arbejde. Men der kan sagtens være mange flere, som føler sig stressede, erkender Tage Søndergaard Kristensen.
- Flere kan sagtens have fået mere travlt, og kan endda være stressede oftere i perioder - men det er stadig bare ikke det samme som kronisk stress, der typisk kræver en form for behandling, understreger han og advarer mod, at folk begynder at blive stressede over at spekulere på, om de nu er stressede.
Relaterede sider:
- De 6 guldkorn
- 10 gode råd om stress og ferie
- Alle kan brænde ud
- Hvad er stress?
- Det moderne liv forstyrrer vores søvn
- Den bedste vej til behandling af stress
- 16 gode råd til en stressfri hverdag
