Følg os på Facebook

Sidste nyt om arbejdsmiljø - september 2008

 
Trivsel og ledelse: Forskere hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har vist at Ledelsesstilen påvirker medarbejdernes trivsel. Studiet viser, at ledere, der udøver transformationsledelse – eller inspirerende lederstil – påvirker medarbejdernes trivsel i positiv retning ved at skabe rolleklarhed, meningsfuldt arbejde og udviklingsmuligheder. Undersøgelsen er foretaget i to plejecentre i Danmark.
 
Flertallet af arbejdende danskere har et drømmejob, skriver Ugebrevet A4. Over halvdelen af alle arbejdende danskere synes, at de sidder i deres drømmejob. Gode kolleger og bedre ledelse er blandt eksperternes forklaringer på, at flest oplever at have en ideel jobsituation.
 
Pressen om arbejdsmiljø: OverblikPolicy er et nyt initiativ fra Arbejdsmiljørådet. Bladet er på 6 sider og kommer 4 gange om året. Det "giver dig et overblik over, hvilke emner der har været oppe i arbejdsmiljødiskussionen i medierne, og hvordan emnerne der har udviklet sig i de forudgående tre måneder".
 

Mental sygdom koster arbejdsdage: Mentale sygdomme koster tre DR-byer om året, hed det i Resonans fra FTF. Angst og depressioner koster mindst 15 milliarder om året i arbejdsfravær. Behandling af disse sygdomme kan potentielt give op til 40.000 personer på fuld tid, vurderer professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard. Alle med arbejdsrelaterede mentale lidelser bør kunne få tilskud til psykologhjælp, foreslår FTF.

 

Asbest: Arbejdstilsynet har lavet en Onlineguide om asbestmaterialer. "Er der asbest i taget på et parcelhus fra 1984? Og hvilke typer asbest findes der typisk i sportshaller bygget i 1970'erne? Dette og meget mere kan Arbejdstilsynets nye asbestguide give svar på". Guiden er et arbejdsværktøj, som giver et hurtigt overblik over, hvor der er risiko for at støde på asbest i en given bygning, og desuden vejleder i korrekt og sikker håndtering af asbestmaterialer.
 

Vinterarbejde: Branchearbejdsmiljørådet for Bygge og Anlæg er udkommet med en 36 siders branchevejledning om Vinterforanstaltninger i byggeriet.   Den beskriver og illustrerer, hvilke vinterforanstaltninger der skal anvendes og, hvornår disse skal være etableret. Vejledningen beskriver også, hvem der har ansvar for etablering af vinterforanstaltningerne. Af samme årsag henvender vejledningen sig til alle aktører inden for bygge- og anlægsbranchen – dvs. både de projekterende og de udførende.

 

Ændring af arbejdsmiljøloven i høring: Beskæftigelsesministeren har den 15. september sendt et forslag til ændring af arbejdsmiljøloven i ekstern høring. Lovforslaget indeholder bl.a. opfølgning på ulykkeshandlings-planen, der betyder, at bødeniveauet fremover fordobles ved alvorlige arbejdsulykker.