EU Domstolens sammensætning

 

Domstolen i Den Europæiske Unions retsorden

Med henblik på at opbygge Europa som fællesskab indgik en række stater (i dag i alt 27) indbyrdes en række traktater om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og herefter Den Europæiske Union, udstyret med institutioner, som vedtager retsregler på bestemte områder.

Den Europæiske Unions Domstol udgør Unionens og Det Europæiske Atomenergifællesskabs dømmende myndighed.

Den består af Domstolen og Retten, hvis opgave i det væsentlige består i at prøve lovligheden af Fællesskabets retsakter og at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af EU-retten.
 

Hele vejen gennem sin praksis har Domstolen knæsat pligten for forvaltninger og domstole på nationalt plan til fuldt ud at gennemføre EU-retten på deres kompetenceområder og at beskytte de rettigheder, som EU-retten tildeler borgerne (direkte anvendelse af EU-retten), hvorved en herimod stridende regel i national ret bliver uvirksom, hvad enten den er yngre eller ældre end EU-normen
(EU-rettens forrang for national ret).

 

Domstolen består af 27 dommere og 11 generaladvokater. Dommerne og generaladvokaterne udnævnes for en periode af 6 år af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst efter høring af et udvalg, som har til opgave at udtale sig om, hvorvidt de indstillede kandidater er egnede til at varetage de omhandlede opgaver.

De kan genudnævnes.
Til dommere og generaladvokater ved Domstolen udnævnes personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig. De skal i deres hjemland opfylde betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder eller have faglige kvalifikationer, som er almindeligt anerkendt.
 

Domstolens dommere vælger af deres midte

Domstolens præsident og vicepræsident for et tidsrum af tre år. Begge kan genvælges.
Præsidenten forestår Domstolens arbejde og administration og leder retsmøderne og Domstolens voteringer i sager, der er henvist til behandling i et af de største dommerkollegier.
Vicepræsidenten bistår præsidenten i udførelsen af dennes opgaver og træder i præsidentens sted, hvis denne har forfald.
 

Generaladvokaterne bistår Domstolen og er den behjælpelig ved udførelsen af dens opgaver. De har til opgave, fuldstændig upartisk og uafhængigt, offentligt at fremsætte forslag til afgørelse af de sager, som de forelægges.

Justitssekretæren er institutionens generalsekretær og leder dens tjenestegrene under tilsyn af Domstolens præsident.

Domstolen kan sættes af samtlige medlemmer (plenum), i Den Store Afdeling (15 dommere) eller i afdelinger med 3 eller 5 dommere.
 

Domstolen sættes af samtlige medlemmer i særlige tilfælde, der er opregnet i statutten for Domstolen (bl.a. når den skal afskedige Den Europæiske Ombudsmand eller et medlem af Europa-Kommissionen, som har tilsidesat sine forpligtelser), og når Domstolen finder, at en sag er af særlig vigtighed.

Den sættes i Den Store Afdeling, når en medlemsstat eller en institution, som er part i sagen, anmoder herom samt i særligt omfattende eller betydelige sager.

De øvrige sager behandles i afdelinger med 5 eller 3 dommere. Formændene for afdelinger med 5 dommere vælges for en periode af 3 år, og formændene for afdelinger med 3 dommere for en periode af 1 år.
 

 Beføjelser
For at kunne varetage sit hverv er Domstolen tillagt vide retlige beføjelser, som den udøver ved de præjudicielle forelæggelser og i de forskellige typer af søgsmål.
 

De forskellige sagstyper

Præjudicielle forelæggelser

Domstolen samarbejder med samtlige retsinstanser i medlemsstaterne, som er de ordinære retter, på unionsrettens område. For at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af unionsretten og for at undgå forskelle i fortolkningen heraf kan - og i visse tilfælde skal - de nationale retter forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af unionsretten, f.eks. med henblik på, at den nationale ret kan efterprøve de nationale bestemmelsers overensstemmelse med unionsretten. Den præjudicielle forelæggelse kan også vedrøre spørgsmål om en unionsretsakts lovlighed.

Domstolen besvarer ikke sådanne spørgsmål ved blot at afgive en udtalelse, men i en dom eller en begrundet kendelse. Den forelæggende ret er bundet af Domstolens fortolkning. Domstolens dom binder på samme måde de øvrige nationale domstole, som måtte skulle træffe afgørelse vedrørende et identisk spørgsmål.

Det er ligeledes gennem præjudicielle forelæggelser, at enhver europæisk borger kan få afklaring på spørgsmål om de bestemmelser i unionsretten, der vedrører ham. Selv om et præjudicielt spørgsmål kun kan forelægges af en national domstol, har parterne i den sag, der verserer for den nationale domstol, medlemsstaterne og EU-institutionerne adgang til at deltage i proceduren for Domstolen. En række af unionsrettens hovedprincipper er blevet defineret på baggrund af præjudicielle spørgsmål, der også er blevet forelagt af nationale domstole, som træffer afgørelse i første instans.
 

Traktatbrudssøgsmål

Domstolen har herigennem adgang til at kontrollere, om medlemsstaterne overholder de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af unionsretten. Forud for sagens anlæg ved Domstolen har Kommissionen gennemført en procedure, hvorunder vedkommende medlemsstat har fået lejlighed til at svare på de klagepunkter, som er rejst imod den. Hvis denne procedure ikke fører til, at medlemsstaten bringer traktatbruddet til ophør, kan der anlægges en traktatbrudssag ved Domstolen.

En sådan sag kan anlægges enten af Kommissionen - hvilket i praksis er det hyppigst forekommende - eller af en anden medlemsstat. Hvis Domstolen fastslår, at der foreligger et traktatbrud, skal medlemsstaten straks bringe det til ophør. Hvis Domstolen, efter at Kommissionen på ny har indbragt sagen for den, fastslår, at den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet dens dom, kan Domstolen pålægge medlemsstaten at betale et fast beløb eller en tvangsbøde.

Hvis Kommissionen ikke er blevet underrettet om foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv, kan Domstolen imidlertid efter anmodning herom fra Kommissionen pålægge medlemsstaten en økonomisk sanktion allerede fra tidspunktet for afsigelsen af den første traktatbrudsdom.
 

Annullationssøgsmål

I en sådan sag nedlægger sagsøgeren påstand om annullation af en retsakt, der er udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer (bl.a. forordninger, direktiver og beslutninger). Domstolen er forbeholdt kompetencen i sager, der anlægges af en medlemsstat mod Europa-Parlamentet og/eller Rådet (med undtagelse af Rådets retsakter, der vedrører statsstøtte, antidumping og gennemførelsesbeføjelser), eller sager, der anlægges af en EU-institution mod en anden institution. Retten er kompetent til at træffe afgørelse, i første instans, i alle andre sager af denne art, herunder navnlig i sager, der er anlagt af private..
 

Passivitetssøgsmål

Domstolen og Retten har herigennem adgang til at kontrollere, om det er lovligt, at en fællesskabsinstitution forholder sig passivt i en given situation. En sådan sag kan imidlertid først anlægges, efter at institutionen er blevet opfordret til at handle. Når det er fastslået, at undladelsen var ulovlig, har den pågældende institution pligt til at træffe egnede foranstaltninger til at bringe passiviteten til ophør. Beføjelsen til at påkende passivitetssøgsmål er opdelt mellem Domstolen og Retten efter de samme kriterier, som gælder ved annullationssøgsmål.

Appelsager

Endelig kan domme og kendelser afsagt af Retten appelleres til Domstolen for så vidt angår retsspørgsmål. Såfremt appellen admitteres, og Domstolen giver appellanten medhold i realiteten, ophæver den Rettens afgørelse. Hvis sagen er moden til påkendelse, kan Domstolen selv træffe afgørelse i sagen. Finder Domstolen ikke, at sagen er moden til påkendelse, hjemviser den sagen til Retten. I tilfælde af hjemvisning er

Retten bundet af de afgørelser, som er truffet af Domstolen under appelsagen.